Med en lille forsinkelse lige et par ord om vinen fra i onsdags, som var en flaske
- Weinmanufaktur Krems, Blauer Zweigelt 2007, Qualitätswein, trocken
Fra mit indlæg om årgang 2006 gentager jeg:
Vinen er fremstillet af Østrigs største vinhus Winzer Krems, der har hovedkontor i byen Krems - ca. 70 km. vest for Wien. Her produceres vin på håndplukkede druer fra pt. 1338 kontrakttilknyttede leverandører med sammenlagt 990 ha. vinmarker.
Aftenens vin er produceret på 100 % Blauer Zweigelt, som er en krydsning mellem sorterne Blaufränkisch og St.Laurent. Druen blev fremavlet tilbage i 1922 af Friedrich Zweigelt - daværende leder af “Den Østrigske Forbundsforsøgs- anstalt for Vin- og Frugtavl” i Klosterneuburg nord for Wien.
Friedrich Zweigelt kan have været en ydmyg mand. I hvertfald navngav han selv sin frembringelse “Rotburger”, som var benævnelsen indtil man i 1975 - 11 år efter hans død - valgte at udskifte navnet med Zweigelts eget, som en hæder af ham post mortem.
Udseende: Klar, lige knapt middeldyb, purpurrød.
Duft: Umiddelbar, ret kraftig med røn, læder og brændenælde. Efter + 20 min. optræder udvikles desuden en let kirsebær sødme.
Smag: Middelkraftig og i begyndelsen noget tør, med en livlig syre og særdeles glatte tanniner. Efter +30 min. tiltagende sødme.
Konklusion: Frisk, ren og karakterfuld vin hvis syre bidrager til oplevelsen af lethed og en vis elegance. Købt i Netto til kr. 55,- pr. flaske hvilket er helt ok.
Vinen denne fredag aften var en flaske
- Jurtschitsch Sonnhof, Qualitätswein Trocken, Rotspon Classic 2004
Vinen kommer fra Weingut Jurtschitsch-Sonnhof KG, der har til huse i Langenlois i Kamptal, Østrig.
Domænets historier fortaber sig i de lokalhistoriske tåger godt 700 år tilbage i tiden og med familien Jurtschitsch som ejere siden det herrens år 1868.
Der er således tale om en gammel og traditionsrig familievirksomhed hvor fanen i disse år bæres af brødrene Edwin, Paul og Karl Jurtschitsch med ansvar for hhv. marker, vinproduktion og markedsføring.
Der produceres vin fra 60 ha. marker, som siden begyndelsen af 1970′erne har været dyrket efter organiske principper. Siden 2006 har domænet ladet sig underkaste formel kontrol, således at man med årgang 2009 vil kunne markedsføre sine vine som dokumenteret organisk producerede.
Aftens vin er bygget på et blend af 50 % Blauburgunder (= Pinot Noir), 40 % Blauer Zweigelt og 10 % Merlot fra parceller i området lige omkring Langelois. Druerne er høstet med håndkraft og har efter afstilkning fermenteret i 10 - 12 dage på ståltanke ved 25 - 28° C. Under forgæringen har skallerne løbende været overpumpet med druemosten med henblik på at øge mostens ekstrakt og farve.
Efter tilendebragt alkoholisk- hhv. malolaktisk forgæring er vinen lagret i 12 måneder på 2 - 3 årige 300 liters fade af fransk (Allier) eg.
Vinen er sammenstukket umiddelbar før påsætning på flaske.
Udseende: Klar og lige knapt middeldyb rubinrød.
Duft: Umiddelbar ret kraftig med kirsebær, boysenbær og læder hen over en ganske let tone af kamfer. Efter + 30 min. tiltagende frugtfylde suppleret med indtryk af marcipan og våd flint.
Smag: De første 2 - 3 sekunder forekommer vinen let i munden. Herefter træder fylden imidlertid kraftigt igennem med indtryk af koncentreret kirsebærjuice, en rank syre, middelkraftige men glatte tanniner og en lang dyb frugt- og mineralsk præget finish.
Konklusion: Meget lækker vin, der lever mere på sin stringens, elegance og balance end på rå koncentration og styrke. Købt hos Vignoble, Favrskov i Voldby for kr. 135,- hvilket er helt ok.
Fredagens vin var fra Østrig - en flaske
- Weinmanufaktur Krems, Blauer Zweigelt 2006, Qualitätswein, trocken
Vinen er fremstillet af Østrigs største vinhus Winzer Krems, der har hovedkontor i byen Krems - ca. 70 km. vest for Wien. Her produceres vin på håndplukkede druer fra pt. 1338 kontrakttilknyttede leverandører med sammenlagt 990 ha. vinmarker.
Aftenens vin er produceret på 100 % Blauer Zweigelt, som er en krydsning mellem sorterne Blaufränkisch og St.Laurent. Druen blev fremavlet tilbage i 1922 af Friedrich Zweigelt - daværende leder af “Den Østrigske Forbundsforsøgs- anstalt for Vin- og Frugtavl” i Klosterneuburg nord for Wien.
Friedrich Zweigelt kan have været en ydmyg mand. I hvertfald navngav han selv sin frembringelse “Rotburger”, som var benævnelsen indtil man i 1975 - 11 år efter hans død - valgte at udskifte navnet med Zweigelts eget, som en hæder af ham post mortem.
Udseende: Klar, middeldyb rubinrød med violette reflekser.
Duft: Umiddelbar, kraftig og i første omgang noget ensidig domineret af friskkværnet hvid peber. Siden efter +30 min. tiltagende sødme med kirsebær/kirsebærkærner.
Smag: Middelkraftig og først ret tør - domineret af en let syre og bløde tanniner. Siden efter +20-40 min. udbygget med noter af røde stikkelsbær, kirsebær/ribs og lakrids i forening med et krydret underlag (laurbær).
Konklusion: Et godt glas vin, med en (for vores vedkommende) overraskende profil. Vinen er velbygget, har en god koncentration og opnår efter godt en halv times tid en god kompleksitet såvel i duft og smag. Sidstnævnte langmodighed bringer mig til at anbefale, at vinen får lov at lagre et års tid.
Købt i Netto til kr. 55,- pr. flaske hvilket er helt ok.