google
yahoo
bing

Arkiv for april, 2007



Falesco Oro II

april 28th, 2007 by Rolf

Falesco_Oro_1.JPG

Vinen fredag aften var en kending i ny årgang. En flaske

  • Falesco Oro, Lazio Rosso IGT 2004

Om producenten vil jeg henvise til mit indlæg fra sidste år, som du finder på dette link.

Vinen er angiveligt - som årgangen før - produceret på 50% Merlot, 25% Canaiolo og 25% Sangiovese, der efter vinificering er modnet på franske barriques i 13 måneder.
Yderligere informationer har ikke kunnet opdrives, da producenten ‘Vinicola Falesco Montefiascone‘ har valgt - på 2. år - ikke at nævne vinen med så meget som et enkelt ord på sin hjemmeside.

Men til sagen:

Udseende: Klar, dyb rødviolet.
Duft: I begyndelsen meget tilbageholdende med en flintagtig mineralsk tone. Siden - efter ½ - 1½ time - langsomt tiltagende med rosin/blomme/brombær og krydderier i retningen af peber, oregano og enebær.
Smag: Tør og adstringerende. Bløder efter 1-2 timer en smule op med en kraftigt garvesyredomineret ren og rank frugt, afsluttende i en lang lakridset finish.

Konklusion: En flot men umoden vin, der på nuværende tidspunkt ikke er istand til smagsmæssigt, at leve op til det som duften lover. Vinen forekommer mig desuden, at mangle en smule krop, for at nå samme tekniske niveau, som den fremragende forgænger - årgang 2003.
Anyways…
Falesco Oro 2004 er stadig en meget flot vin, som er fundet til de kr. 100,- som SuperBest sælger den til i øjeblikket. Jeg er dog sikker på, at mange vil ende ud med en skuffelse, da vinen skal have 1-3 år mere på langs i kælderen, før den vil kunne afsløre alle sine uomgængelige kvaliteter.

Domaine la Soumade II

april 22nd, 2007 by Rolf

Soumade.JPG

Lørdagsvinen var en gave. En flaske

  • Dom. la Soumade Rasteau CdR Village 2003, Cuvée Confiance

Vinen er produceret af André Romero fra Rasteau i Vaucluse på hans 28 ha. vingård “Domaine la Soumade”. Romero familien har stolte traditioner, da man har lavet vin i regionen i over 200 år. Den nuværende produktion tæller vine klassificeret som CdR Rasteau, CdR Gigondas, Vins de Pays og Vins Doux Naturels hvoraf flere har opnået stor international anerkendelse med høje priser til følge.
Aftenen vin er produceret på 80 % Grenache, 10 % Syrah og 10 % Mourvedre fra 50 til 100 år gamle vinstokke. Der høstes med et udbytte på godt 25 hl. pr. ha. og vinen lagrer efter endt vinifikation i 18 måneder for en femtedels vedkommende på egefade, mens den resterende vin sættes på ståltanke.

Udseende: Klar, middeldyb rubinrød.
Duft: Umiddelbar, kraftig enstrenget med boysenbær/brombær. Efter 30 - 45 min. tiltagende kompleks med noter af friskmalet kaffe og tropisk frugt (banan).
Smag: Dyb, ren frugt i retningen af kirsebær samt mørk letbitter chokolade og en lang lakridset eftersmag.

Konklusion: Supervin. Kraftfuld, kompleks men samtidig helstøbt, velstruktureret og elegant. Vine er letdrikkelig nu, men har helt sikkert potentiale til lagring i ganske mange år endnu.
Vinen har været solgt via GOBIvin til en udsalgspris på kr. 199,- hvilket er fælt mange penge, men - paradoksalt nok - ikke dyrt.

MontGras, Quatro

april 21st, 2007 by Rolf

MontGras_Quatro.JPG

Vinen fredag aften var fra Chile. En flaske

  • MontGras, Quatro Reserva 2005

Vinen kommer fra Vinhuset Viña MontGras, som er beliggende i kommunen Palmilla i Colchagua Valley ca. 150 km. syd for hovedstaden Santiago.
Vinhuset - som råder over 240 ha. jord - blev etableret så sent som i 1992 af brødrene Hernán og Eduardo Gras, samt ønologen Santiago Margozzini med den klare vision, at skabe god vin til lavest mulige pris via state of the art teknologi.
Man har desuden arbejdet med at sætte Colchagua Valley på vin-verdenskortet ved - sammen med 13 andre lokale vinhuse - at udvikle vinturismen og markedsføringen af området. Dette arbejde førte i 2005 til, at det anerkendte vinmagasin ‘Wine Enthusiast‘ udråbte Colchagua Valley til ‘Wine Region of the Year‘.
Aftenen vin - Quatro - hører kvalitetsmæssigt til i midten af MontGras sortimentet, og navnet refererer til, at vinen er produceret på 4 forskellige druesorter høstet fra gennemsnitligt 13 år gamle vinstokke. Blandingsforholdet mellem druesorterne veksler fra år til år, men angives i årgang 2005 til hhv. 50 % Cabernet Sauvignon, 20 % Malbec, 2o % Carmenère og 10 % Merlot. Der er høstet med håndkraft og vinen er efter endt vinifikation lagret i 12 måneder på små barriques.

Udseende: Klar, dyb rødviolet.
Duft: Umiddelbar, kraftig med dyb solbær kombineret med mint og strejf af oregano.
Smag: Fyldig frugt (ligeledes solbær/mint), smidige tanniner og en lidt kort urteagtig eftersmag.

Konklusion: En kraftig og frugtdomineret vin af god kvalitet og overraskende blødhed - koncentration og alderen taget i betragtning. Købt i Føtex til kr. 49,- mod normalt kr. 89,-. Normalprisen er helt ok, og tilbudsprisen en klar foræring.
Som nævnt kan vinen drikkes nu med stor fornøjelse, men har man tålmodighed til at vente i et (par) år, tror jeg bestemt vinen vil vinde yderligere i kompleksitet og balance.

***************************
Læs eventuelt mit indlæg om Quatro årgang 2006 ved at søge på MontGras i søgefeltet øverst til højre på siden.

Rabasse Charavin, Cairanne III

april 15th, 2007 by Rolf

Rabasse_Charavin.JPG

Søndag aften, og en lang, solrig weekend er ved at rinde ud. En sportstrænet øko-kylling med solide lår og brystparti har været i grillen, og har fået følgeskab af en flaske

  • Rabasse Charavin, Cairanne CdR Villages, Cuvee d’Estevenas 2003

Vinen er hentet i Cairanne i sommeren 2006, og du kan læse en smule om producenten i mit indlæg fra den 26. juli samme år.
Om vinen kan siges, at den er produceret på 80 % Grenache og 20 % Syrah. Grenachestokkene er nogle gamle lavtydende svende med mellem 80 og 100 år på bagen, mens Syrahstokkene angives at være 25-30 år gamle.
Der er høstet med håndkraft, og udbyttet har været 25 hl. pr. ha. Efter forgæring har vinen lagret på cementtanke og er siden - ufiltreret - sat på flaske.

Udseende: Klar, middeldyb rubinrød.
Duft: Generøs frugtig, med sveskeblommer, solbær og peber - i forening med et røget islæt.
Smag: Kraftig og ligefrem. Solid frugt, krydderier og et maskulint element i retningen af tjære (og det er så positiv ment). Bløde tanniner og en middellang ligeledes lidt tjæret eftersmag.

Konklusion: En overvældende - men ikke vulgær - vin, med en struktur og et håndtryk som en bredskuldret Amarone.
Vinen har kostet € 14,- på åstedet, hvilket er decideret billigt. Om lige netop Cuvee d’Estevenas kan købet i DK skal jeg ikke kunne sige, men jeg ved at Norton Vinimport i Silkeborg har nogle af Rabasse Charavin’s mere ydmyge produkter på hylderne - så måske.
Wine Spectator scorer iøvrigt vinen til 89 point, hvilket jeg ikke kan være voldsomt uenig i.

Dessilani, Gattinara

april 15th, 2007 by Rolf

Gattinara1.JPG

Vinen fredag aften er fra vinhuset Dessilani Luigi & Figlio i Fara Novarese i det nordøstlige Piemonte, som du kan læse lidt om i mit indlæg fra den 28. jan. i år . En flaske

  • Dessilani Gattinara DOCG, Riserva 1997

Vinen er lavet på 100 % Nebbiolo, der - som vinens navn indikerer - stammer fra vinhusets marker nær byen Gattinara. Efter endt forgæring har vinen lagret i 12 måneder på store fade af slovensk eg.

Udseende: Klar, dyb rubinrød.
Duft: I begyndelsen helt lukket. Siden - efter 30 min. - let med noter af viol/akaciehonning og hindbær.
Efter yderligere 30-60 min. kraftigt tiltagende, nu næsten udelukkende domineret af florale elementer i retningen af nektar/akaciehonning.
Smag: Kraftig, frugtig (som sorte bær) + honning og skovbund. Glatte tanniner og en fin middellang eftersmag.

Konklusion: En flot og fuldmoden vin, som vil give adskillige barolo’er i mellemklassen kamp til stregen. Købt til kr. 99,- i SuperBest hvilket jeg vil anse som værende særdeles fordelagtig.
Når jeg alligevel tøver med at anbefale vinen skyldes det, at den ikke lige rammer min personlige præference. Vinen er kraftigt domineret af en honningagtig sødme i duften, som på den ene side er besnærende og interessant, men som jeg endte med at finde en smule for overvældende. Andre vil givet opleve det anderledes.

Rabasse Charavin, Cairanne II

april 8th, 2007 by Rolf

RC_Cairanne.JPG

Aftenens vin har vi haft med hjem fra Cairanne i sommer (2006). En flaske

  • Rabasse Charavin, Côtes du Rhône Village, Cairanne 2001

Om producenten vil jeg henvise til indlægget fra den 26. juli i år, mens jeg kan fortælle om vinen, at den er lavet på 75 % Grenache (40-70 år), 15 % Syrah (20-30 år) og 10 % Cinsaut (15-20 år gamle vinstokke). Der produceres ca. 30 hl. pr. ha.

Udseende: Klar, middeldyb/dyb teglstensrød.
Duft: Umiddelbar, kraftig med noter af hindbær, blommer, friskkværnet sort peber og en anelse garrigue.
Smag: Kraftig, tør med rank frugt, peber, bløde tanniner og en pæn lang mineralsk eftersmag.

Konklusion: Dejlig fuldmoden vin, der på trods af 14 % alkohol forekommer harmonisk og næsten let - i hvert fald sammenlignet med hovedparten af CdR Village vinene fra Cairanne. Vinen er som nævnt købt ved ’stalddøren’ og er med en pris på godt 7 € et godt køb. Jeg har imidlertid også set vine fra Rabasse Charavin i DK - hos Norton Vinimport i Silkeborg. Her forlanger man kr. 119,- pr. flaske for ovennævnte vin - hvilket nok må siges at være for meget.