google
yahoo
bing

Arkiv for januar, 2008



MontGras, Antu Ninquén II

januar 27th, 2008 by Rolf

Antu_CS.JPG

Vinen i lørdags, var en flaske

  • MontGras, Antu Ninquén, Cabernet Sauvignon 2004

Om producenten vil jeg tillade mig, at opsummere fra tidligere indlæg:
Vinen kommer fra Vinhuset Viña MontGras, som er beliggende i kommunen Palmilla i Colchagua Valley ca. 150 km. syd for hovedstaden Santiago, Chile.
Vinhuset - som råder over 240 ha. jord - blev etableret i 1992 af brødrene Hernán og Eduardo Gras, samt ønologen Santiago Margozzini med den klare vision, at skabe god vin til lavest mulige pris via state of the art teknologi.
Man har desuden arbejdet med at sætte Colchagua Valley på vin-verdenskortet ved - sammen med 13 andre lokale vinhuse - at udvikle vinturismen og markedsføringen af området. Dette arbejde førte i 2005 til, at det anerkendte vinmagasin ‘Wine Enthusiast‘ udråbte Colchagua Valley til ‘Wine Region of the Year‘.

Om vinen
Navnet “Antu” og “Niquén” refererer henholdsvis til solen samt til et bjergplateau på ca. 90 ha. i Chiles Colchagua Valley, som blev indkøbt og tilplantet med Cabernet Sauvignon og Syrah så sent som i 1997.
Der er derfor på mange måder tale om vine under udvikling.
Lørdagens vin er produceret på 100 % Cabernet Sauvignon. Vinen er efter forgæring lagret i 18 måneder på barriques af fransk og amerikansk eg - heraf 66 % nye.

Udseende: Klar, dybrød med teglstensrød kant.
Duft: Umiddelbar kraftig med markante noter af solbær og mint. Efter + 45 min. suppleres ovennævnte med røget bacon, tobak og en diskret vanilje.
Smag: Solid frugt - ligeledes solbær - men balanceret med en let syre og et godt men tæmmet taninbid. Efter + 30 min. bløder tanninerne op og smagen rundes med cedertræ + en ganske let tjæret tone i den pænt lange eftersmag.

Konklusion: Nydelig vin med god koncentration, fin kompleksitet og - som det også er tilfældet med Syrah-versionen - finesse. Vinen fader dog en smule ud efter ca. 1½ time, hvilket leder mig til at konkludere, at jeg nok skal finde anvendelse for den sidste flaske inden alt for længe.
Vinen er købt i Bilka for kr. 97,- hvilket stemmer godt overens med kvaliteten.

Leon Barral, Blanc

januar 20th, 2008 by Rolf

Leon_Barral1.JPG

Som akkompagnement til en dampet sandart fra silkeborgsøerne fik vi en flaske

  • Domaine Leon Barral Blanc, Vin de Pays de l’Herault 2003

I forlængelse af mit indlæg fra den 2. december 2007 gentager jeg om producenten:
Domænet er et familiebrug på små 25 ha. beliggende nær byen Lentheric - centralt i enklaven Faugères i Languedoc.
Domaine Leon Barral har siden 1993 været drevet af Didier Barral, hvis farfar har lagt navn til stedet.
Didier er kendt for at gå egne veje, såvel på marken som i kælderen, og han er erklæret modstander af kunstgødning, herbi- og insekticider. Som følge heraf får kvæget lov til at græsse mellem vinstokkene året igennem, afbrudt af tidvise nedpløjninger af græs og kolort.
Didier Barral mener, at tidens vinbønder i jagten på højere udbytter for længst har sat deres grundlæggende viden om jordens biologi over styr, og han er citeret for det standpunkt, at mennesket i længden kun kan arbejde succesfuldt med naturen - og aldrig mod den.

Aftenens vin er domænets eneste hvidvin, fremstillet på 80 % mix. af Terret Gris og - Blanc fra 90 årige stokke og de resterende 20 % fordelt på druerne Viognier og Roussane - alle høstet med håndkraft.
Der er høstet med et gennemsnitligt udbytte på sølle 15 hl./ha., fermenteret i cementkar på naturgær efterfulgt af melolaktisk gæring på egefade, hvoraf 1/3 har været nye og de resterende 2/3 med et eller to år på bagen.

Clouds.JPG

Vinen fremstår ufiltreret (og som billedet afslører - ikke helt klar) og uden tilsætning af konserverende svovl.

Så skulle der med ovenståeden være slået fast, at Didier er kompromisløs og insisterende i at gå egne veje - og hvad gør det så for vinen?

Udseende: En smule uklar (skyet - trods meget omhyggelig dekantering), kraftig grågul med gyldne reflekser.
Duft: Umiddelbar, kraftig med noter af æble/calvados, carambole (stjernefrugt), lavendel/honning og en smule danalim.
Smag: Middelkraftig/kraftig og syrerig med fyldig frugt - ligeledes i retningen af carambole - supleret med citrus, en smule rørsukker og afsluttende i en lang mineralsk eftersmag.

Konklusion: Hold kæft hvor er det en mærkelig vin! Ganske enkelt uden for kategori, men med uomtvistelige kvaliteter. Som en fyldig Chardonnay tilsat et skvæt Fino Sherry og en anelse Calvados.
Det eneste der ikke virker helt overbevisende - er et ganske svagt oxideret præg, der aldrig helt slipper vinen, og som muligvis kan henføres til fravalget af svovl.
Vinen er købt hos Piaf Vinhandel i Silkeborg for kr. 137,- hvilket modsvarer oplevelsen - uanset om man så kan lide vinen eller ej.

Winzer Krems

januar 19th, 2008 by Rolf

Krems.JPG

Fredagens vin var fra Østrig - en flaske

  • Weinmanufaktur Krems, Blauer Zweigelt 2006, Qualitätswein, trocken

Vinen er fremstillet af Østrigs største vinhus Winzer Krems, der har hovedkontor i byen Krems - ca. 70 km. vest for Wien. Her produceres vin på håndplukkede druer fra pt. 1338 kontrakttilknyttede leverandører med sammenlagt 990 ha. vinmarker.

Aftenens vin er produceret på 100 % Blauer Zweigelt, som er en krydsning mellem sorterne Blaufränkisch og St.Laurent. Druen blev fremavlet tilbage i 1922 af Friedrich Zweigelt - daværende leder af “Den Østrigske Forbundsforsøgs- anstalt for Vin- og Frugtavl” i Klosterneuburg nord for Wien.
Friedrich Zweigelt kan have været en ydmyg mand. I hvertfald navngav han selv sin frembringelse “Rotburger”, som var benævnelsen indtil man i 1975 - 11 år efter hans død - valgte at udskifte navnet med Zweigelts eget, som en hæder af ham post mortem.

Udseende: Klar, middeldyb rubinrød med violette reflekser.
Duft: Umiddelbar, kraftig og i første omgang noget ensidig domineret af friskkværnet hvid peber. Siden efter +30 min. tiltagende sødme med kirsebær/kirsebærkærner.
Smag: Middelkraftig og først ret tør - domineret af en let syre og bløde tanniner. Siden efter +20-40 min. udbygget med noter af røde stikkelsbær, kirsebær/ribs og lakrids i forening med et krydret underlag (laurbær).

Konklusion: Et godt glas vin, med en (for vores vedkommende) overraskende profil. Vinen er velbygget, har en god koncentration og opnår efter godt en halv times tid en god kompleksitet såvel i duft og smag. Sidstnævnte langmodighed bringer mig til at anbefale, at vinen får lov at lagre et års tid.
Købt i Netto til kr. 55,- pr. flaske hvilket er helt ok.

Rabasse Charavin, Cairanne IV

januar 12th, 2008 by Rolf

Marthe.JPG

Vinen lørdag aften er hentet nær Cairanne for godt et år siden. Det drejer sig om en flaske

  • Domaine Rabasse Charavin, CdR Village Cairanne 2000, L’Estevenas de Marthe

Du kan læse en lidt om producenten og omstændighederne omkring købet her.

Vinen er produceret på 90 % Grenache fra 80-100 år gamle vinstokke samt 10 % Mourvèdre fra stokke med 10-20 år på bagen. Der er høstet med håndkraft, med et udbyttet på 25 hl. pr. ha. Druerne er presset ved “fodkraft” med 2-3 daglige presninger i 12 dage + forgæring i åbne betonkar.

Cuvée D’Estevenas er domænets topcuvèe og Corinne Couturier producerer denne i tre varianter, adskilt ved forskellig druesammensætning. To af disse bærer navnene på Corinnes børn hhv. Marthe og Thèophile.

Udseende: Klar, middeldyb teglstensrød.
Duft: Umiddelbar med noter af hindbær, trøffel og kløver samt en diskret kemisk tone. Efter 15-25 min. uddybes frugten med rosin og peber på bekostning af det kemiske islæt.
Smag: Kraftig mineralsk domineret, med en god syre, super glatte tanniner og en lang ligeledes mineralsk domineret eftersmag.
Efter + 30 min. tiltagende frugt som blommer i forening med fuldmodne pærer samt peber.

Konklusion: Stor vin. Kraftig og - trods 15 % alkohol - yderst elegant vin med nærmest burgundiske kvaliteter, der med sine godt 7 år nærmer sig den perfekte modenhed. Vinen er som nævnt købt på domænet til € 14,- (kr. 105,-), hvilket er ganske fornuftigt - for nu at sige det på jysk.

Château de Nages

januar 5th, 2008 by Rolf

Chateau_de_Nages.JPG

Så blev det fredag, og hermed afslutningen på årets første arbejdsuge, der var lige så intens som den var kort.

Vinen var et par flasker hhv.

  • Château de Nages, AOC Costières de Nîmes, Vieilles Vignes 2003 (VV)
CdN_Josph_Torres.JPG

og en

  • Château de Nages, AOC Costières de Nîmes, Cuvée Joseph Torrès 2001 (CJT)

Vinene er produceret af Michel Gassier, der er uddannet jordbrugstekniker og som sammen med sin kone Cristina er seneste generation på Château de Nages, som de driver samtidig med det noget mindre vinbrug Domaine de Molines.
Châteauet råder over ca. 70 ha. marker beliggende omkring landsbyen Caissargues, der næsten er smeltet sammen med Nîmes’ sydlige bygrænse.

Familiens vinmæssige historie tog sin begyndelse i 1961, da Michel Gassiers oldefar Joseph Torrès måtte flygte fra Algeriet som følge af revolutionen, der betød afslutningen på den franske kolonialisation af landet. Joseph Torrès havde allerde i 1940′erne købt jord i Nîmes, og det var her familien slog sig på produktionen af middelmådig bordvin i store mængder, helt i tråd med datidens lokale tradition.

Produktionen blev videreført op gennem årene, men tiltalte ikke Michel, der i 1983 - 23 år gammel - tog til USA, hvor han gennem 10 års ophold med diverse jobs langsomt fik grundlagt en vision om, at tage tilbage og starte udviklingen af gode vine på familiens vinbrug.
Det lykkedes ham således kort efter sin hjemkomst, at overtale sin far Roger Gassier til at begynde et udviklingsarbejde, der indebar reduktioner af udbyttet i marken og en række forbedringer i kælderen - en udvikling der er fortsat kontinuerligt siden Michel tog over i 1999 og til nu.

Om vinene: Vieilles Vignes (VV) og Cuvée Joseph Torrès (CJT)
VV er produceret på 60 % Grenache, 30 % Syrah og 10 % Mourvèdre fra gamle stokke (alder ikke oplyst), mens CJT er fremstillet på 95 % Syrah og 5 % Mourvèdre.

For begge vine gælder desuden, at udbyttet er reduceret ved “grøn høst” ligesom man har fjernet blade på vinstokkene forud for høsten, for at give druerne bedre adgang til solen med henblik på optimal modenhed.
Der er desuden - også i begge vines tilfælde - høstet med håndkraft, hvorefter druerne er afstilket 100 %.

Forgæringen er forløbet med koldt maceration i 3 dage efterfulgt af temperaturreguleret gæring i mere end 30 dage under stadig “remontage” (overpumpning af most fra gæringstankenes bund over drueskaller og kærner).
Efter endt vinifikation har VV lagret på kvaset i brugte 300 liters fade af fransk eg i 12 måneder forud for flaskningen, der er foretaget uden filtrering.
CJT har ligeledes lagret på 300 liters fade af fransk eg i 12 måneder, men her har 30 % af fadene været nye.

VV
Udseende: Klar, dyb rødviolet.
Duft: Umiddelbar med noter af brombær, kirsebær, kakao, marcipan og en smule vingummi.
Smag: Fyldig frugt med brombærmarmelade, lakrids, gode mundrensende tanniner og en flot middellang - ligeledes lakridset - eftersmag.

CJT
Udseende: Klar, middeldyb/dyb rubinrød.
Duft: Først noget tilbageholdende. Siden efter 30 min. tiltagende med kirsebær, mint, en smule citrus og et let røget touch.
Smag: Sorte bær i rå mængder suppleret med en fin syre og let adstringerende tanniner, der dog bløder op efter 20 min. og slutter i en fin lakridset finish.

Konklusion: Begge vine er solide, komplekse og af rigtig god kvalitet - omend med et tydeligt kvalitetsmæssigt forspring til den Syrah-dominerede CJT.
VV er købt i SuperBest til 6 flasker for kr. 300,- hvilket angiveligt skulle være halv pris. Til kr. 50,- pr. flaske er der tale om et røverkøb, mens det dobbelte forekommer at være for meget.
CJT er købt ved stalddøren - i øvrigt af Michel’s far Roger Gassier - for € 11,95 (kr. 90,-), hvilket er helt ok.