Arkiv for september, 2008
Med en smule forsinkelse følger her beskrivelsen af søndages vin. En flaske
- La Spinetta, Barbera D’Alba DOC, Gallina 2003 (magnum)
Vinen produceres af vinhuset ‘Azienda Agricola La Spinetta‘, der har hovedsæde i byen Castagnole Lanze - ca. 14 km. nordøst for Alba i Piedmonte.
Med lidt genbrug fra et af mine tidligere indlæg følger:
Historien om La Spinetta tager sin begyndelse i 1890 da Giovanni Rivetti forlod Italien, for at gøre lykken i Argentina.
Hans drøm var imidlertid, at vende tilbage til sit hjemland en dag, for at lave vin. Sådan kom det ikke til at gå. I stedet blev det sønnen Guiseppie (med kælenavnet Pin), der sammen med sin kone Lidia, endte med at udleve familiedrømmen, da han i 1977 købte vingården i Castagnole Lanze og begyndte at producere Moscato under navnet La Spinetta, som betyder ‘bakketoppen’.
Rødvinene kom til i 1985, hvor første årgang af barberavinen Cà di Pian som jeg har beskrevet i dette tidligere indlæg kom til.
Siden har virksomheden, der nu drives af brødrene Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, vokset sig stor. Man udvidede i år 2000 med La Spinetta Campè i Grinzane Cavour (Piedmonte) og allerede året efter i 2001 med La Spinetta Casanova i Terricciola (Toscana). Med disse tilkøb har vinbruget foreløbig nået et samlet areal på 165 ha. (heraf de 65 i Toscana) og en produktion på godt 650.000 årlige flasker.
La Spinetta’s vine er alle udsmykket med en reproduktion af et lille træsnit af et næsehorn. Billedet er oprindeligt lavet af den tyske kunstner Albrecht Dürer, der angiveligt lavede det inspireret af ankomsten af et indisk næsehorn i Lissabon i 1515.
Der er ingen forbindelse eller skjult symbolik mellem billedet og vinen, ud over at Giorgio Rivetti angiveligt skulle nære en stor veneration for det gamle træsnit.
Aftenens vin bærer navnet Gallina efter vinmarken, der har leveret druerne til vinen. Gallina-marken (4 ha.) leverer desuden Nebbiolo-druerne til La Spinettas Barbaresco Gallina.
Denne vin var den første, der tilbage i 1995 bar næsehorns etiketten, hvilket i følge producenten afstedkom en del forvirring, da Gallina ud over at være vinmarkens navn også er det italienske ord for kylling…
Nå men til sagen:
Barbera Gallina er produceret på 100 % Barbera fra vinstokke med en gennemsnitlig alder på 30 år. Efter plukningen har druerne gennemgået en temperaturreguleret alkoholisk gæring i rotofermentere i 6-7 dage efterfulgt af malolaktisk gæring på fade af fransk eg. Efter endt forgæring er vinen sat på nye fade af - ligeledes - fransk eg i 16-18 måneder efterfulgt af lagring på ståltanke i yderligere 6 måneder forud for flaskningen.
Vinen er tappet uden klaring og ufiltreret, og har slutteligt flaskelagret i 3 måneder forud for frigivelsen.
Udseende: Klar, dyb rubinrød.
Duft: I begyndelsen ret let med vanilje og en smule marcipan/kirse- bærkerne. Efter + 60 min. kraftigt tiltagende med kirsebær, fed sveskejuice, rosin og citrus/pommerans.
Smag: Kraftig med blomme, lakridsjuice (i det omfang noget sådan findes) balanceret med en solid - men behagelig - syre og kraftige, silkebløde tanniner - klingende ud i en lang urtedomineret (mint/merian) finish.
Konklusion: Ekskusiv og glat vin, der trods en fin balance og endog meget stor kompleksitet stadig forekommer at have mere at byde på ved yderligere lagring. Købt til kr. 410,- pr. flaske, hvilket i min optik er hver en saftspændt krone værd.
Ok - der forivrede jeg mig så nok en anelse. Det er vel trods alt næppe kronerne der er saftspændte - men du ved hvad jeg mener…
Lørdagens vine har jeg set frem til at smage op mod hinanden i nogen tid. Det drejer sig om hhv. en flaske
- Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape AOC, 2000
og en flaske
- Tablas Creek, Paso Robles, Esprit de Beaucastel 2003
Château de Beaucastel
Château de Beaucastel er beliggende nær landsbyen Courthezon godt 5 km. syd for Orange. Stedet har sit navn fra en Pierre de Beaucastel, der i 1549 købte en lade med et jordtilliggende og siden byggede et hus på stedet.
Efterfølgende er ejendommen vokset til godt 130 ha., ligesom den har skiftet ejere et antal gange op gennem århundrederne. Siden 1909 har 5 generationer af familien Perrin gjort vingården til det den er i dag - en af de absolutte topproducenter af Châteauneuf-du-Pape.
Man har desuden siden 1960′erne drevet jorden efter organiske principper under indflydelse af Steiners metoder, hvilket bl.a. indebærer, at der udelukkende gødes med naturgødning (en blanding af fåregødning og presserester fra forrige års høst) og forgæres med den gær, der er naturligt forekommende på druerne.
Nærværende vin er husets basis-neuf, produceret i store mængder fra 70 ha. marker på et blend af samtlige 13 druesorter, der er tilladt i appellationen. Det der primært adskiller vinen fra hovedparten af andre neuf’s, er det relativt store indhold af Mourvèdre. Under hensyntagen til variationer fra år til år opgives fordelingen til: 30 % Mourvedre, 30 % Grenache, 10 % Syrah, 5 % Vaccarese, 5 % Muscardin, 5 % Cinsault og 15 % “andre”.
Der er høstet med håndkraft fra vinstokke med en gennemsnitsalder på 50 år og udbyttet angivet til ca. 30 hl. pr. ha.
Efter høsten afstilkes druerne og opvarmes kortvarigt til 80°C forud for 12 dages maceration. Varmebehandlingens har til hensigt at bremse uønskede bakteriefremkaldende processer, for efterfølgende at mindske behovet for tilsat svovl.
Mosten vinificeres for de fleste druesorters vedkommende separat. Efter endt vinifikation blandes vinen på baggrund af en række smagninger og stedes til hvile i store foudres i ca. 12 mdr. Herefter klares vinen med æggehvider, sættes på flasker og lagres yderligere i 12 måneders forud for salg.
Udseende: Klar, middeldyb/dyb rubinrød.
Duft: Umiddelbar, let med brombær, skovbund og tobak samt et fremtrædende mineralsk touch. Efter + 45 min. uddybes duften markant med syrlige tranebær, roser og bacon.
Smag: Kraftig med distinkt frugt, mineralitet, rank syre og kraftige men silkebløde tanniner. Efter + 60 min. smelter indtrykkene sammen og suppleres af en smule lakrids, der følger med ud i den smukke og meget lange eftersmag.
Tablas Creek
Tablas Creek Vineyard er beliggende ca. 10 km. vest for Paso Robles, Central Coast midt mellem Los Angeles og San Francisco, Californien.
Vinhuset er grundlagt i 1989 i et samarbejde mellem familien Perrin på Château de Beaucastel og deres amerikanske distributør Robert Z. Haas - stifter af importvirksomheden Vineyard Brands, der i dag repræsenterer mere end 60 betydende vinproducenter fra alle egne af kloden.
Ambitionen bag samarbejdet var, at transformere kvaliteterne og filosofien bag Château de Beaucastel til USA. Valget faldt på jord i det kuperede Las Tablas distrikt vest for Paso Robles pga. områdets ligheder med geologien i Châteauneuf-du-Pape.
Vingården er tilplantet med vinstokke importeret fra Château de Beaucastel, hvilket viste sig at være en noget større bureaukratisk udfordring end først forudset. Vinstokkene måtte således i årelang karantæne for at sikre, at ingen uønskede sygdomme fulgte med. Efter godkendelsen blev stokkene opformeret og podede i en on-site planteskole på vingården forud for den endelige udplantning på markerne.
Man råder i dag over 49 ha. marker, og der produceres uden brug af kunstgødning, pesticider og kulturgær ligesom markarbejdet overvejende udføres manuelt.
Esprit de Beaucastel er produceret på et blend af 50 % Mourvèdre, 27 % Syrah, 16 % Grenache og 7 % Counoise. Druerne er forgæret separat i åbne hhv. lukkede ståltanke. Efter presningen er vinen sat på mindre fade og har efterfølgende efter sammenstikningen lagret i 12 måneder på franske foudres frem til påsætningen på flaske i maj 2005. Vinen har hverken undergået klaring eller filtrering.
Udseende: Klar, middeldyb/dyb rubinrød med et let blåligt stik.
Duft: Umiddelbar, ret kraftig med indtryk af sødmefuld marmelade af sorte bær, sort peber samt en smule garrigue.
Smag: Kraftig med solid frugt, flint og god syre - alt under kraftige noget adstringerende tanniner. Efter + 30 min. bløder tanninerne op og giver yderligere plads for frugten (kirsebær, brombær) og en god mineralsk finish.
Konklusion: Supervine! Mine store forventninger blev ikke skuffede. Vinen fra Beaucastel er som forventet den mest elegante af de to, mens vinen fra Tablas Creek fremtræder en smule kraftigere - selv når man korrigerer for aldersforskellen. Slægtskabet mellem de to er imidertid helt evident, og selv om man under ingen omstændighed vil kunne komme i tvivl om, hvilken af vinene der er fra “over there”, er forskellene væsentlig mindre end jeg på forhånd ville have sat penge på.
Faktisk forekommer Esprit de Beaucastel mig at være mere Rhône end ganske mange vine jeg mellem år og dag har fået fra Rhône.
Château de Beaucastel er købt privat for år tilbage for kr. 360,- hvilket klart står mål med vinens entydige kvaliteter. Faktisk er vinen først lige akkurat ved at frisætte sit potentiale, så det har ingen hast med at få bundet de resterende flasker.
Vinen fra Tablas Creek Vineyard er købt for nøjagtig 2 måneder siden hos en lille købmand i Santa Barbera, Californien for $ 35,- (= kr. 170,-), hvilket kun kan siges at være billigt. Vi købte nogle stykker som blev nydt på stedet, da vi i sagens natur (desværre) var afskåret fra at slæbe et større antal flaske den halve klode rundt.
Søndagens vin var en flaske
- San Felice, Toscana IGT, Vigorello 2001
Vinhuset Agricola San Felice har hovedsæde i Castelnuovo Berardenga ca. 20 km. nordøst for Siena. Der er tale om en stor butik, i det bedriften omfatter hele tre gårde - med hver sin produktion og vinmæssige profil.
Det drejer sig om hhv. ‘Tenuta San Felice’ i Chianti Classico zonen med 650 ha. jord under plov - heraf ca. 140 ha. med vin og oliventræer, ‘Tenuta Campogiovanni’ på 65 ha. nær Montalcino samt slutteligt godset ‘Tenuta Perolla’ i Maremma med 1000 ha. - hvoraf ca. 50 ha. er tilplantet med vin.
Aftenens vin stammer fra førstnævnte vinbrug - Tenuta San Felice. Det drejer sig desuden angiveligt om den første vin, der er produceret som supertoscaner. Denne status plejer normalt at blive tillagt Antinoris vin Tignanello, men Vigorello skulle altså - med årgang 1968 - have været den første kvalitetsvin, der som følge af brud med forskrifterne for lokal vinproduktion blev deklassificeret til bordvin.
Oprindeligt blev Vigorello produceret på 100 % Sangiovese, men siden er Sangiovesen blevet suppleret med først Cabernet Sauvignon og endnu senere med Merlot. Således indgår alle tre druesorter i nærværende årgang 2001 - omend i uoplyst blandingsforhold.
Druerne er høstet med håndkraft fra parcellerne Capanno di Gosto, Vigna del Mugelli, La Casa og Il Casino - der har et samlet areal på små 16 ha. Det er sparsomt med yderligere produktionsdata, men det skulle være både sikkert og vist, at vinen efter endt vinifikation har tilbragt 18 måneder på franske barriques efterfulgt af 8 måneder på flaske forud for frigivelse.
Udseende: Klar, dyb rubinrød.
Duft: Umiddelbar, kraftig med tæt sødmefuld brombær-/kirsebærkompot og vanilje. Efter + 30 desuden elementer af mint og en smule orangeskal.
Smag: Kraftig med dyb frugt og lakrids, god syre, let adstringerende, mundrensende tanniner og en pæn lang ligeledes lakridset eftersmag.
Konklusion: Den er god. Der er ikke meget mere at sige. God dybde, balance - og velsmag - ikke at forglemme. No nonsense italiener men med tilstrækkelig kant til at hæve sig op over almindelighederne - købt i Føtex for kr. 99,- hvilket angiveligt skal være ½ pris. Tilbudsprisen er super fordelagtig i dyb kontrast til listeprisen.
Fredagens vin var en flaske
- Renato Ratti, Barolo DOCG, Conca Marcenasco 2003
Vinen er produceret af Pietro Ratti som er søn af afdøde (1988) Renato Ratti, der grundlagde sin vingård i Abbazia dell’Annunziata lige øst for flækken La Morra i 1965.
Renato havde indtil da været overseas og arbejdet med fremstillingen af Vermouth og boblevand for Cinzano i Sao Paulo, Brazil i en årrække. Efter sin tilbagevenden til Piemonte opkøbte han et lille stykke land i Annunziata, som siden efter adskillige tilkøb er vokset til 35 ha. fordelt på 6 lokaliteter i La Morra, Mango og Costigliole d’Asti.
Om Conca Marcenasco
Vinens navn refererer til hhv. Marcenasco, en 1200′tals landsby, der i dag bærer navnet Annunziata, og Conca, der er en lille sydøst vendt mark beliggende i 240 meters højde over havet.
Der er produceret på 100 % Nebbiolo fra 10 år gamle stokke tilplantet med 5000 stk. pr. ha. Der er høstet med håndkraft med et udbytte på 1 kg. druer pr. vinstok. Druerne er efter plukningen blevet afstilket og har undergået maceration i 5 dage ved 30 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Efter endt vinifikation har vinen tilbragt et år på franske barriques og siden yderligere et år på 25 hl. botti af slovensk eg.
Udseende: Klar, lys/middeldyb teglstensrød.
Duft: Umiddelbar, kraftig med sorte kirsebær, kirsebærkerner og en smule lim (og det er så forunderligt nok positivt ment). Efter + 60 min. tiltagende kompleksitet - nu med dybere frugt, roser, en smule røget bacon og brun farin.
Smag: Særdeles kraftig med sødmefuld frugt, solid syre samt meget kraftige og noget adstringerende tanniner. Efter + 60 min. bløder tanninerne noget op og viger pladsen for elementer som svedskejuice og lakrids i den lange tørre eftersmag.
Konklusion: En noget umoden men elegant og kraftig barolo med flot kompleksitet og en lovende fremtid for sig. Jeg har ingen ide om hvad vinen oprindeligt har kostet, men har købt den privat til kr. 150,- hvilket jeg finder meget fordelagtigt.
Vinen fredag aften var en flaske
- Château de Nages, AOC Costières de Nîmes, Cuvée Joseph Torrès 2002
Vinen er en gammel kending, da jeg før har fået den i såvel årgang 2000 og 2001. Sidstnævnte er beskrevet i mit indlæg af 5. januar i år, hvorfor jeg vil nøjes med at gentage min beskrivelse af vinhuset m.v. fra da:
Vinene er produceret af Michel Gassier, der er uddannet jordbrugstekniker og som sammen med sin kone Cristina er seneste generation på Château de Nages, som de driver samtidig med det noget mindre vinbrug Domaine de Molines.
Châteauet råder over ca. 70 ha. marker beliggende omkring landsbyen Caissargues, der næsten er smeltet sammen med Nîmes’ sydlige bygrænse.
Familiens vinmæssige historie tog sin begyndelse i 1961, da Michel Gassiers oldefar Joseph Torrès måtte flygte fra Algeriet som følge af revolutionen, der betød afslutningen på den franske kolonialisation af landet. Joseph Torrès havde allerde i 1940′erne købt jord i Nîmes, og det var her familien slog sig på produktionen af middelmådig bordvin i store mængder, helt i tråd med datidens lokale tradition.
Produktionen blev videreført op gennem årene, men tiltalte ikke Michel, der i 1983 - 23 år gammel - tog til USA, hvor han gennem 10 års ophold med diverse jobs langsomt fik grundlagt en vision om, at tage tilbage og starte udviklingen af gode vine på familiens vinbrug.
Det lykkedes ham således kort efter sin hjemkomst, at overtale sin far Roger Gassier til at begynde et udviklingsarbejde, der indebar reduktioner af udbyttet i marken og en række forbedringer i kælderen - en udvikling der er fortsat kontinuerligt siden Michel tog over i 1999 og til nu.
Men hvorom alting er:
Cuvée Joseph Torrès er fremstillet på 95 % Syrah og 5 % Mourvèdre - høstet med håndkraft, hvorefter druerne er afstilket 100 %. Der er forgæret med koldt maceration i 3 dage efterfulgt af temperaturreguleret gæring i mere end 30 dage under stadig “remontage” (overpumpning af most fra gæringstankenes bund over drueskaller og kærner).
Efter endt vinifikation er vinen lagret på 300 liters fade af fransk eg i 12 måneder og efterfølgende flasket uden filtrering. 30 % af fadene udskiftes årligt til nye.
Udseende: Klar, dyb rubinrød.
Duft: Umiddelbar, middelkraftig med macipan og et let støvet floralt islæt i retningen af roser. Efter + 30 min. tiltagende kraftig med kirsebær/brombærmarmelade, let citrus og en smule brun farin.
Smag: Tør med brombær og urter i forening med engelsk lakrids under et lag af forholdsvis rå tanniner, som dog langsom bløder en smule op over en lille times tid.
Konklusion: Solid, tæt og kompleks vin, hvis balance dog forstyrres en smule af vinens noget kantede tanniner.
Købt i SuperBest til en pris af kr. 350,- for 6 flasker, hvilket bestemt er acceptabelt.
Vinen denne søndag var - ligesom vinen i går - en kending i ny årgang. En flaske
- Domaine Leon Barral, Faugeres AOC 2005
Domaine Leon Barral drives af Didier Barral, der er sønnesøn til manden hvis navn pryder etiketten. Domainet, som dækker små 25 ha. biodynamisk dyrkede marker, er beliggende i Faugeres, Languedoc og du kan læse mere herom ved at søge på Barral i søgefeltet øverst på siden til højre.
Aftenens vin er domænets basisvin, fremstillet på 50 % Carignan, 30 % Grenache og 20 % Cinsault høstet med et gennemsnitligt udbytte på 35 hl./ha.
Der er høstet med håndkraft og efter endt vinifikation har vinen lagret i 24 måneder på beton-tanke.
Vinen fremstår ufiltreret og uden tilsætning af konserverende svovl.
Udseende: Klar, middeldyb rubinrød med let violet kant.
Duft: Umiddelbar kraftig og i begyndelsen animalsk (kostald) domineret. Efter + 30 min. trænger frugten sig på med sødmefulde tranebær-/kirsebær-/jordbær-/vingummi elementer suppleret med et anstrøg af vilde roser.
Smag: Kraftig og domineret af rød bærkompot balanceret med en meget kraftig syre og solide men stadig civiliserede tanniner, der slutter i en flot lang mineralsk finish.
Konklusion: Super lækker men også usædvandig bygget vin, hvis betydelige koncentration og dybde i den grad holdes i skak af syren og efterlader en med et indtryk af lethed - hvilket er en ren illusion.
Normalt drikker jeg sjældent den samme vin flere på hinanden følgende gange. Næsten uanset en vins kvaliteter foretrækker jeg som regel variation frem gentagelser, så der går ofte måneder mellem at vine blive gensmagt.
Sådan har jeg det ikke med Didier Barrals vine. De har en kompleksitet, der udfordrer mig og giver mig lyst til mere.
Til en pris af kr. 125,- pr. flaske hos Piaf Vinhandel i Silkeborg er der efter min mening ud fra enhver standard tale om et røverkøb.
