google
yahoo
bing

Arkiv for april, 2009



Clos du Caillou LQ

april 26th, 2009 by Rolf

Quartz.JPG

Lørdag aften bød bl.a. på en flaske

  • Clos du Caillou, AOC CdR, Les Quartz 2005

Vinen er produceret på Domaine le Clos du Caillou, der er beliggende ved landsbyen Couthézon i den østlige udkant af Châteauneuf-du-Papes.
Vinbruget drives af Sylvie Vacheron, der er 2. generation på stedet, og enke efter at hendes mand Jean-Denis Vacheron omkom ved en trafikulykke i 2002.

Domænet råder over 8 ha. jord i AOC Châteauneuf-du-Pape og yderligere 44 ha. fordelt på AOC Côtes-du-Rhône og CdR Village.

Fortællingen vil desuden vide, at hovedparten af jorden netop ikke kom med i Châteauneuf-du-Pape appellationen i 1936 som en konsekvens af, at den daværende ejer modsatte sig besøg af den ekspertgruppe, der forestod afgrænsningsarbejdet.

Lørdagens vin er produceret på et blend af 85 % Grenache og 15 % Syrah høstet med håndkraft til et udbytte på ca. 30 hl. pr. ha.
Efter plukningen har druerne undergået kold maceration i trækar i 31 dage under daglig pigeage og efter endt vinifikation lagret henholdsvis 10 mdr. på tank og 6 mdr. på foudres for så vidt angår Grenachen mens Syrahvinen har tilbragt tiden på barriques af uoplyst alder.

Udseende: Klar, dyb purpurrød - lige på grænsen til rødviolet.
Duft: I begyndelsen let med brombær, rust og ymer/valle. Siden efter + 20 min. tiltagende kraftig med sorte bær, viol og toffie.
Smag: Kraftig med intens frugt, høj syre og ligeledes kraftige, let adstringerende tanniner samt en lang mineralsk finish. Efter + 30 min. viger tanninernes tørhed til fordel for yderligere niveauer af sødmefuld kirsebær/solbær-associerende frugt.

Konklusion: Stor vin med fylde og dybde, der dog formentlig endnu ikke har udfoldet sit fulde potentiale.
Købt hos Vinspecialisten, Silkeborg for kr. 169,- hvilket er fundet, da vinen ubesværet tangerer niveauet på adskillige ‘neuffer’ på den forkerte (dvs. sjove) side af kr. 200,-.

Delas, Granite de Grange

april 19th, 2009 by Rolf

Granite.JPG

Vinen lørdag aften var en flaske

  • Delas Frères, CdR AOC, Granite de Grange 2007

Delas Frères er et negociantfirma, der med udgangspunkt i hovedsædet i landsbyen Saint Jean de Muzols ca. 20 km. nord for Valence producerer vine fra en lang række appellationer i såvel den nordlige- som den sydelige del af Rhônedalen.

Virksomheden er grundlagt tilbage i 1836, og har siden skiftet ejere flere gange frem til overtagelsen ved Champagnehuset Louis Roederer i 1993.
I dag produceres Delas vine af et team af vinmagere under ledelse af ønologen Jacques Grange, som da også har lagt navn til denne aftens vin.

Granite de Grange er fremstillet og aftappet i samarbejde med den danske vinimportør H. J. Hansen, hvis indkøbsdirektør Lars Bo Henriksen angiveligt skulle have fostret idéen til vinen.

Fremstillingen er omgivet med en del hemmelighedskræmmeri. Det er således ikke muligt at finde oplysninger om druernes præcise oprindelsessted eller om hvilket mix. af druesorter der indgår i vinen.
Det særlige ved vinen skal imidlertid ifølge H. J. Hansen søges i den anvendte gær. Gæren anvendt til vinen oplyses således at være hentet fra en af Delas mest fornemme marker og efterfølgende ekstraheret og opformeret hos Prahl Biolab i Græsted, DK.

Idéen er således at vinificere druer af jævn god kvalitet med gær fra særlig fordelagtige stammer, da gæren tillægges en særdeles stor indflydelse på såvel stilen og kvaliteten af den færdige vin.

Hvordan er så vinen?

Udseende: Klar, middeldyb purpurrød.
Duft: Umiddelbar og ret kraftig med brombær, hindbær, kirsebær, ymer og en smule hvid peber.
Smag: Middelkraftig/kraftig med ren frugt, en vis mineralitet, god syre, middelkraftige men fuldmodne tanniner og en lakridset finish. Efter + 60 min. i glasset tiltagende svedsket fylde og et ligeledes tiltagende element af fed sød lakrids.

Konklusion: Vinen er en regulær behagelighed, karakteriseret ved en god fylde og kompleksitet og en fin balance. Helt uden skarpe kanter.

Købt hos Vinspecialisten, Silkeborg for kr. 99,- hvilket er ok. Vinen har imidlertid været massivt eksponeret og kommenteret i en grad jeg ikke forstår. Granite de Grange skuffer ikke - men der er altså ikke tale om verdens 8. vidunder.

Château des Esternilles IV

april 11th, 2009 by Rolf

R0013467.JPG

Med klar forårssol og termometret lige netop på den gode side af 18° blev det til en flaske

  • Château des Estanilles, AOC Faugères, Rosé M 2006

Château des Estanilles er beliggende nær landsbyen Lenthéric ca. 5 km. sydvest for byen Faugères. Vinbruget er etableret af den vinmæssigt autodidakte Michel Louison (uddannet elektriker) i 1976.
Domænet består af godt 35 ha. skiferdominerede marker, hvoraf to af de indgående parceller “Estagnols” og “Fontanilles” via en sammenskrivning har lagt navn til châteauet.

Siden 1999 har Louisons datter Sophie, der er uddannet ønolog, bistået med produktionen, som hun nu gradvist er ved at overtage i et glidende generations- skifte.

Estanilles rosé M er fremstillet på 100 % Mourvèdre, der efter at være blevet høstet med håndkraft har undergået maceration i 6 timer. Siden er vinen fermenteret og efterfølgende lagret på nye egefade i 12 måneder.

Udseende: Klar, lys/middeldyb rubinrød med et let violet stik.
Duft: Umiddelbar og ret kraftig med jordbærsødme og hindbær samt elementer af roser og laurbær, som efter + 60 min. suppleres af sød lakrids.
Smag: Kraftig med dyb koncentreret frugt i flot forening med en solid mineralitet (flint/jern), en smule restsødme og en frisk men ikke overstyret syre.

Konklusion: Det kan godt være, at “Rosé M’s” farve kan forlede en og anden til at associerer til en “hawaiiskjorte-og-korte-bukser-her-får-vi-lige-et-glas-et-eller-andet-mens-grillen-bliver-varm-agtig vin. Men det er så kun farven.

Her er vi nemlig laaangt over niveauet for terrassevin. Ja faktisk klart oppe i kategorien ‘Serious Shit’.

Château des Estanilles Rosé M udviser - trods eksorbitante 15 % alkohol - en usædvanlig dybde, kraft og balance, der decideret kalder på mad.

Vinen er købt hos Piaf Vinhandel, Silkeborg for kr. 150,- hvilket jeg ingen indvendinger har til.
Desværre hører vinen ikke til i standardsortimentet, men spørg dig for hvis du har fået blod på tanden.